Beskyttet mod Bosniens
brutale borgerkrig
Mirakel på mirakel bar Medjugorje uskadt gennem krigen: Serbiske fly kunne ikke navigere over byen, bomber fra luften eksploderede ikke eller ramte ikke deres mål. Imens blev Jesus-miraklet med mangedoblingen af både fisk og brød nu gentaget med bønner og kartofler for øjnene af de forbløffede lokale, der fulgte seernes eksempel og bad for både venner og fjender.
Krigen var 17 dage gammel, da fader Jozo talte profetisk. Omkring ham var byen Siroki Brijeg blevet bombet allerede, og nær Medjugorje var det samme sket med Capljina, Citluk, Ljubuski og Mostar. Medjugorje holdt stand, men ingen kunne sige hvor længe.

Det glædede derfor fader Jozo, da han den 23. april 1992 fik besøg af den franske nonne søster Emmanuel, der havde boet i Medjugorje de seneste tre år forinden. Medjugorjes sognepræst ved åbenbaringernes start gav hende hånden og smilede bredt, før de begyndte at vende krigens gang med hinanden.

"Nå, I er blevet her?", sagde fader Jozo. "Det er godt. Alle de andre tog afsted, men det havde de nu ikke behøvet. Mere end på noget andet tidspunkt er det nu, at vi må blive her. Der vil ikke ske jer noget. De er ikke i stand til at gøre noget mod Medjugorje. De vil aldrig gennembryde Neretva-floden".

Søster Emmanuel (foto herunder) skulle snart få de første eksempler: Den 8. maj blev Medjugorje ramt af de første seks raketter. To huse blev ødelagt foran, men ingen mennesker blev dræbt eller såret. En ko, en hund og en kylling mistede livet. Det var alt. De lokale var efter angrebet enige om, at Jomfru Maria havde beskyttet deres liv.

De lokale var ligeledes enige om, at serberne havde sigtet efter kirken. For serberne ville symbolværdien i at smadre Sankt Jakobs Kirke i Medjugorje være næsten uendeligt stor. Nu gik det i stedet senere sådan, at en af de klyngebomber, der faldt til jorden uden at eksplodere, blev fotograferet foran landsbyens kirke.

Kun to dage efter ramte flere raketter tæt ved Åbenbaringsbjerget, men på et øde område bevokset med tornebuske og cirka 300 meter fra stien op ad bjerget. Igen kom ingen til skade.

Det gjorde det altsammen lidt lettere at bære, at kirken selv var lukket i næsten to en halv måned, hvor den daglige messe blev fejret i kælderen under kirkekontoret, beskyttet af sandsække hele vejen rundt.

Hvad angik serberne mente de at have tid nok til rådighed. "Vi spiser Medjugorje til dessert", havde de sagt.

Men snart begyndte flere af deres soldater at fortælle helt, helt andre historier.

Serbiske piloter opgav Medjugorje

Efter knapt to måneders stadig mere blodig krig kom de første rapporter fra serbiske piloter, der nu var i kroatisk fangenskab. I slutningen af maj 1992 havde kroaterne skudt adskillige serbiske fly ned i området nær Medjugorje.
De fortalte alle varianter af den samme historie: En pilot sagde, at hver eneste gang de nærmede sig Medjugorje, ville landsbyen forsvinde for hans øjne i en sky eller tåge, så de intet kunne se på jorden under sig - eller at alle huse og kirken ville forsvinde, så han kun så sten og bevoksning. En anden af piloterne fortalte, at han i maj 1992 havde haft ordre til at udløse en last af bomber over Medjugorje, men at han var ude af stand til at gøre det af grunde, der ikke kunne forklares rationelt.

En tredje pilot oplevede at blive blændet af en søjle af lys, der skød op fra byens kirke. En dag smed han en bombe i blinde over byen. Denne bombe eksploderede ikke, men borede sig ned i fortovet 100 meter fra kirken. Her lod de lokale den stå for en tid (foto til venstre).

Da de lokale aviser i oktober 1992 havde bragt historien om piloten, hvis bomber havde "siddet fast" tilbage i maj, besluttede Søster Emmanuel sig for at få så mange detaljer bekræftet som muligt. Derfor besøgte hun politichefen i byen Ljubuski, der samtidig var militær kommandant over adskillige kroatiske styrker omkring Medjugorje.

"Det er sandt, at Medjugorje og dens omgivelser har nydt en beskyttelse, der ikke kan forklares militært. Alle vore soldater har bemærket det. Men min opgave er at bekræfte, ikke at fortolke det", fortalte han Søster Emmanuel.

"Og vidnesbyrdet fra den serbiske pilot?", spurgte den franske nonne så.

"Hvilken serbisk pilot?".

"Det er den historie, som alle kender fra avisen. Jeg kom for at få bekræftet de manglende detaljer?".

"Beklager, Søster", svarede politichefen da, "men jeg kan ikke fortælle dig noget om den historie. Jeg ved intet om den overhovedet", referede Søster Emmanuel deres samtale i sin bog Medjugorje: The War Day By Day (Florida Center for Peace, 1993). Hvorefter hun analyserede politichefens pludselige tavshed:

"Jeg forstod. Han ville ikke sige noget. Var det en aftale om at tie stille? Måske. Alle kendte historien undtagen ham, politichefen? Men mit spørgsmål var også meget vidtgående. Det havde uden tvivl at gøre med en sag, der blev anset for meget speciel, og som derfor ville forblive hemmeligholdt", skriver Søster Emmanuel.
"Hvad der forbløffer mig er at se, at Jomfru Maria ved at placere sit slør over denne landsby, der af serberne er dømt til at blive "udslettet af landkortet" på få sekunder gør mere end politikernes endeløse og bekostelige rundbordssamtaler, hvor der bliver underskrevet traktat efter traktat, der alligevel ikke kan afholde hadet fra at stikke sine dødelige sår. Et simpelt ord fra hende, og bomben blev båret ud i det øde terræn. Der ser I effektiviteten af bøn. Der ser I helgenernes styrke".

Sådan skriver Søster Emmanuel i sin bog, hvori hun også nævner den årlige fredsmarch, der begyndte under krigen og siden blev en fast tradition på åbenbaringernes årsdag i juni (billedet herover).

"Enten må du tro, at vi er overordentlig heldige - eller at nogen beskytter os", sagde Medjugorjes borgmester og militærkommandant Dragan Kozina til den amerikanske avis Wall Street Journal, der den 9. november 1992 ryddede sin forside for historien under overskriften "Fremad i kamp? Ikke her hvor jomfruen hersker".

Den lige så ansete franske Le Monde fulgte trop den 28. april 1993 med overskriften "Medjugorje, zone beskyttet af Jomfru Maria".

"Medjugorje er et tegn for jer alle", sagde Jomfru Maria selv i sit budskab fra den 25. april 1992 - det første hun gav efter at krigen var brudt ud.

Fra starten ingen frygt

Kort ind i 1993 skulle Søster Emmanuel forbløffes igen. "De ateistiske politikere", der havde kaldt på hendes hovedrysten så kort tid forinden som i oktober, besluttede nu at udstationere 200 FN-soldater og alle deres tanks i Medjugorje. Opgaven var at sikre de humanitære konvojer til de indre dele af Bosnien, og som sådan var styrken placeret langt fra dens egentlige mål. Forklaringen var dog til at forstå:
"Det er den mest fredelige zone i landet, og det er nødvendigt for vores mænd", sagde de.

Krigen kom aldrig til Medjugorje hverken før eller efter den dag. Kortet til højre viser til gengæld, at krigen i stedet var overalt omkring Medjugorje: Nabobyen Citluk fik flere hårde træffere, og endnu hårdere gik det ud over Ljubuski (17 kilometer væk) og Capljina (25 kilometer fra Medjugorje). I en klasse for sig var de barbariske slag om hovedbyen Mostar, der ligger neden for Medjugorjes bjergplateau og på 30 kilometers afstand fra åbenbaringernes by.

Fra disse byer væltede det ind med rapporter om massive ødelæggelser og grusom menneskelig lidelse. Folk i Medjugorje mærkede husene ryste, og krigsfly var i luften overalt.

Men selv med alt dette omkring sig, og selv før det stod klart, at intet kunne ske i Medjugorje, berettede Søster Emmanuel om et helt unikt fænomen. Det gjorde hun i sine faxede dagbogsnotater, der længe var omverdenens eneste kilde til nyt om, hvad der skete i det vestlige Hercegovina:
"Fra begyndelsen har vi nydt godt af en helt forbløffende nåde: Ikke en af os har følt frygt. Denne gave kan kun komme fra oven, og vi vil aldrig være i stand til at takke Gud nok for denne gave. Jomfru Maria viser os hele tiden, hvad vi må gøre. Vi har aldrig følt os så meget i hendes hænder. Det er en ubeskrivelig oplevelse", skrev hun i sine rapporter fra den 14. og 15. april 1992.

"Hvad kan vi frygte, når vi har Gud og Hans fred i vore hjerter?", sagde seeren Vicka i samme periode. Vicka (billedet) holdt krigen igennem fast i det usædvanlige valg, at hun ikke ville forlade Medjugorje så længe krigen stod på. Hun blev i stedet i byen og lod sig jævnligt citere for forbløffende ting:

"Vi må bede for serberne, selvom de gør dette imod os. Hvis vi ikke viser dem, at vi mener dem det godt, og at vi beder for dem - hvis vi ikke giver et eksempel på kærlighed og tilgivelse - så vil denne krig ikke stoppe. Det vigtigste for os er at lade være med at søge hævn. Hvis vi gør gengæld, stopper krigen ikke. Vi må tilgive og sige: Gud, jeg takker Dig for hvad der sker med mit folk, og vi beder til Dig for serberne, for de ved i sandhed ikke hvad de gør", sagde Vicka en uge inde i krigen.

"Det er ikke farligt at tage til Medjugorje", sagde Vicka hele krigen igennem.

"Det er farligere at blive hjemme", supplerede Søster Emmanuel under en rejse i Brasilien.

Fred i verden starter i den enkeltes hjerte

Sammen med Ivan var Vicka den af seerne, der holdt skansen i selve Medjugorje. Ivan havde aftjent sin værnepligt, men slap for at kæmpe, fordi kroaterne vidste, at han gjorde bedre nytte ved at bede.

I starten af krigen havde Ivan offentlige åbenbaringer på sognekontoret, der var beskyttet af sandsække (foto til højre).

"For at freden kan blive realiseret, er det meget vigtigt, at freden først kommer til menneskets hjerte. For hvis der ikke er fred i menneskets hjerte, er der heller ingen fred i denne verden. Hvis freden er i fare i et af verdens folk, er den i fare i alle verdens folk. Det er derfor, at vi må arbejde med os selv, så freden først vil komme til os, og så vi dernæst kan bære den til andre", sagde Ivan allerede tidligt i krigen.

"For at komme dertil beder Jomfru Maria os om at lette vore hjerter for forskellige ting. Vi må afvise synden, så vore hjerter kan være åbne for denne fredens gave. Jomfru Maria har i 11 år kaldt os til bøn og til omvendelse. Hun kalder os til faste og til at ydre små ofre, til at have en stærk tro og endelig også til kærlighed. Det er ud af disse elementer, at freden vil vokse", sagde Ivan. På billedet herunder ses han under en åbenbaring i sognegårdens kælder under krigen.

Samtidig erkendte både Vicka og Marija, at både Medjugorje og hele det kroatiske folk havde fejlet i responsen på Jomfru Marias budskaber hidtil. Erkendelsen var strakt ud på verdensplan, for Medjugorje-bevægelsen var allerede global, og svaret var ét og det samme: Bøn og faste som aldrig nogensinde før.

"Vi forstod det ikke, da Jomfru Maria bad os om at bede for fred og forsoning. Dengang i 1981 tænkte vi, at vi jo allerede havde fred her. Nu ser vi så, hvad det var hun tænkte på", sagde Marija, der profeterede krigens udbrud tre måneder før den brød ud.

Marija havde set krigen som helt uundgåelig, da hun havde modtaget det månedlige budskab den 25. marts 1992, tolv dage før kanonernes torden gik i gang. Jomfru Marias budskab lød da sådan:

"Kære børn, i dag som aldrig før inviterer jeg jer til at leve mine budskaber og gøre dem til praksis i jeres liv. Jeg er kommet til jer for at hjælpe jer, og derfor inviterer jeg jer til at forandre jeres liv, for I har valgt en elendighedens vej, en ruinernes vej. Da jeg fortalte jer: Bed, fast, forson jer, så tog I disse budskaber overfladisk. I begyndte at leve dem, og så stoppede I, fordi det var vanskeligt for jer. Nej, kære børn: Når noget er godt, må I holde fast ved det gode", siger første del af Jomfru Marias profetiske budskab om krigen.

"Kun med bøn og faste kan krig blive stoppet", sagde hun helt enkelt måneden efter.

Kartoffel-miraklet og US-pilotens åbenbaring

Så Medjugorje fastede, og Medjugorje bad for alt og alle. Og Medjugorje så andre mirakler. Den lokale bonde Vinko oplevede intet mindre end en gentagelse af Jesus´ klassiske mirakel med de få brød og fisk, der blev til uendeligt mange (Matthæus 14, Markus 6, Lukas 9):

Før krigen brød ud, plantede Vinko 10 kilo kartofler i det håb, at de måtte blive til 35, muligvis 40 med lidt held. Da krigen brød ud, åbnede han sit hjem for 22 flygtninge, og i juni kunne han forbløffet og rørt til tårer konstatere, at han havde fået 430 kilo kartofler og blev ved at grave stadig flere op. Det samme gjorde sig gældende for de bønner, som han også havde plantet på sin mark: Jo mere Vinko gav væk til andre, des mere fik han også at give af.
En anden mand i Medjugorje oplevede, at han kunne blive ved med at tage oksekød op af sin fryser uden at beholdningerne svandt. Søster Emmanuels bog om krigen bringer begge vidnesbyrd.

Og miraklerne begrænsede sig hverken til kroaterne eller til området helt nær ved Medjugorje. Den 2. juni 1995 skød serberne den 29-årige amerikanske kaptajn Scott O´Gradys F-16 jager ned over det centrale Bosnien. O´Grady (foto til højre) tilbragte herefter seks dage bag fjendens linier, hvor han levede af græs og af vand, som han blandt andet vred ud af sine sokker. Og så levede han også på miraklet. Scott O´Gradys historie gik hele verden rundt:

"På den tredje dag hvor jeg gemte mig og tænkte på, at overlevelse frem for alt er en åndelig prøvelse, oplevede jeg noget forbløffende. Pludselig huskede jeg i mit gemmesteds stilhed, hvordan en ven af min mor havde besøgt Medjugorje. Den eftermiddag vendte jeg mig mod Jomfru Maria i bøn".
"Jeg mærkede øjeblikkeligt hendes nærvær. Det blev mere og mere klart og håndgribeligt indtil det øjeblik, hvor jeg også så hende. Det er vanskeligt at beskrive med ord. Åbenbaringen kom gennem mine følelsers styrke, og den følelse var ubeskriveligt varm, fuld af velsignelse og fred. Der fandtes nogen, der bad for mig og vågede over min tilbagekomst. Åbenbaringen var det vigtigste, der skete for mig i Bosnien. Den gav mig modet til at holde ud i de allermest vanskelige stunder", skrev Scott O´Grady senere i sin bog Honored Return, hvori han også konkluderer:

"Jomfru Maria af Medjugorje reddede mit liv".

Sådan var der mange, der sagde. Blandt dem også Søster Emmanuel, der efter få dages krig konkluderede bedre end de fleste siden gjorde:

"Den, der vandrer med Gud, har en ven i Ham, der aldrig taber krigen".

 

Få automatisk besked om alle nyheder og opdateringer.
Tilmeld dig vores nye nyhedsmail på forsiden af
Profetis hjemmeside på www.profeti.dk og klik på OK.
Foreningen Profeti udleverer ikke din e-mail adresse til andre.

 
Send forslag og kommentarer til: mail@profeti.dk
 
Nope.dk - Danmarks Effektive Portal