|
Vi skal alle være
levende tegn
|
Folk stiller spørgsmål og søger
tegn i det ydre, men Medjugorje er dybest set et kald til, at de kristne
selv bliver til levende tegn for resten af verden, siger Ivan i dette
interview. Han siger også, at Jomfru Marias kald og budskab
ikke bliver fulgt i tilstrækkelig grad, og han lufter sin bekymring
for hvad det kan betyde for verdens videre fremtid.
|
Kilde: Medjugorje Gebetsaktion #
63 (december 2001)
Interviewer: Vitomir Damjanovic
|
Ivan, det glæder mig, at vi har mødt hinanden
her i Burgenland i Østrig. Hvornår er du kommet til Østrig, og hvad er dine
indtryk?
“Jeg kom hertil søndag den 26. august, og jeg er her ikke for første gang. Jeg
kommer her så godt som hvert år – for at komme til kræfter, være sammen med
mine venner og bede sammen med dem. For mig er det en åndelig fornyelse. Jeg
tager afsted fra Medjugorje og kommer ind i et tempo, der er helt anderledes
end det, som jeg kom fra”.
“Her oplever jeg virkelig en fred, hvori jeg kan finde mig selv, hvor jeg kan
færdiggøre nogle ting og ændre på det, der ikke er godt. Her kan jeg gå en tur
i skovens stilhed og finde mange svar gennem bøn, og jeg får svar om mine
videre planer for fremtiden”.
Betyder det, at mennesket burde træde en
smule ud af det hurtige tempo og trække sig tilbage i ensomheden?
“Det er sikkert, at i dag – i højere grad end tidligere – er flere veje groet
til og blevet til blindgyder. Og denne her er ganske klart en af de bedste
muligheder, som mennesket har for at finde den fred med Gud, der i dag er så
vigtig for os. Og forny sig selv, familien og hele lokalsamfundet i denne
fred”.
“I Medjugorje er dette noget vanskeligere for mig. Jeg har været i Medjugorje i
de seneste fem måneder, og hver dag har jeg haft forskellige forpligtelser –
med min familie eller med pilgrimme eller med bedegruppen eller med de syge,
der hver dag kommer for at søge trøst og håb”.
“Alt det havde jeg i de forgangne 20 år helt sikkert ikke stået igennem, hvis
Jomfru Maria ikke havde hjulpet mig og givet mig styrke. Det er et hverv, som
jeg har levet med de seneste 20 år. Så denne beslutning om at tilbringe mindst
syv dage i denne stilhed og fred i skoven, hvor man hører vinden suse og
fuglene synge, og hvor der ingen menneskemængder er – det er noget helt
vidunderligt”.
“Jeg vil anbefale enhver, at han om muligt finder en sådan tid til sig selv og
sin familie. Jeg har haft mulighed for at tage til stranden eller til en anden
landsby, men jeg har valgt denne form for rekreation, for jeg tror, at jeg så
bedre kan forny mig åndeligt. I dag er det vigtigere end en anden form for
ferie”.
Du har haft en anstrengende tid i
Medjugorje de seneste fem måneder, og så har du fornemmet, at du måtte komme
til kræfter?
“Når du spørger mig til de seneste fem måneder, kan jeg virkelig sige dig, at
der har været så mange spørgsmål fra pilgrimmene, at hver eneste dag har været
fyldt ud. Jeg bestræber mig på hver dag i min personlige bøn at give alt det
fra mig, der ikke var godt denne dag. Hver dag forsøger jeg i min aftenbøn før
jeg går i seng at spørge og at se, hvad der ikke var godt i løbet af den
forgangne dag, hvad jeg havde kunnet gøre bedre, og hvad jeg ikke skulle have
gjort for derved at kunne åbne mig mere for Helligånden. På denne måde forsøger
jeg at gøre, hvad Gud og Jomfru Maria ønsker af os”.
“Vi er alle mennesker, der bliver trætte i løbet af livet. Af og til er vi
svage, vi falder og rejser os bagefter på ny. Gennem Jomfru Marias åbenbaring
kommer jeg hver dag til kræfter. Jeg henter ny kraft for at kunne gå videre og
tjene de andre”.
“Af og til er der nogle, der vil vide, om vi spørger Jomfru Maria, om vi skal
tage et eller andet sted hen, og om hun er indforstået med vore personlige
beslutninger: Nej, vi spørger aldrig Jomfru Maria om den slags ting. Hvad det
angår, giver hun os fuldkommen frihed, og i denne frihed beslutter vi det, som
vores samvittighed tilsiger os. Og jeg tror, at det som jeg gør nu er godt, for
jeg har brug for selv at blive fornyet, og samtidig møder jeg mennesker, som
jeg kan bringe budskaberne videre til, og som jeg kan være et godt instrument
for i den tid, hvor jeg er her”.
Du har været i Medjugorje siden april, og
du skal være der endnu nogen tid. Det første gang, at du har været i Medjugorje
uden at fader Slavko har været der. Kan du fortælle i hvor høj grad Medjugorje
savner fader Slavko?
“Det er ufatteligt overhovedet at tale om det tomrum, der er opstået
efter at fader Slavko er død.
Hans utrættelige arbejde, hans energi, hans åndelige udstråling. Selv
når han var træt, udstrålede han en glæde, der også ansporede mig
til at gøre som han havde gjort. Det, som han alene har udrettet,
kunne ikke en gang tre præster i Medjugorje have gjort tilsammen,
og på samme måde med hans visioner, hans måde at tænke på og den kærlighed,
som han havde til Jomfru Maria: Hvor højt han elskede hende, og hvor
hengiven han var over for hende”.
“Det er meget vigtigt, og det må man særligt betone Alene organisationen af så
mange ting – på Åbenbaringsbjerget og Korsbjerget og alt det andet: Med hans
død er det altsammen gået ned i tempo, det er om man så må sige blevet mindre.
Hans arbejde, som han har oplyst og inspireret verden med – det vidnesbyrd, som
bliver stående foran os som en påmindelse om, at også vi kan gøre som han”.
“Jeg må sige, at jeg er meget stolt over at have måttet være tæt på ham: At jeg
har kunnet opleve, at han kun sov tre timer i døgnet. At han, når han var
kommet til kræfter, tænkte så meget over, hvordan han havde kunnet gøre det
bedre, og hvordan han kunne være et endnu bedre redskab i Jomfru Marias projekt
og hendes mission. I alt dette ønskede han kun at gøre det gode”.
Når vi tænker tilbage, var Medjugorje i
begyndelsen udelukkende i Medjugorje, men i de forløbne år er Medjugorje blevet
til et stort netværk over hele kloden?
“Jeg vil sige det sådan, at hele verden i dag er forbundet gennem et netværk af
centre, der formidler og udbreder budskaberne overalt. Man må dog stadig
arbejde mere på at gøre det. Flere ting er dukket op: Misundelse, jalousi og
andre dårlige ting, der ikke må få lov til at ødelægge de gode intentioner. Man
må engagere de rigtige mennesker til at arbejde i denne Herrens og Jomfru
Marias vingård, og senere må man bringe de gode frugter til andre. Det er meget
vigtigt”.
“Man må begynde i den enkelte familie og så fra centrum til centrum i hele
netværket. Centre er gode, men det er meget vigtigt, at disse centre bliver
ledet godt både organisatorisk og åndeligt. Det er en meget vigtig faktor for,
at et center kan fungere og holde sig på den rigtige vej. Det er af samme grund,
at en bedegruppe bør ledes af en præst sådan som Jomfru Maria anbefaler det.
Hun siger dog også, at også en lægperson kan lede en bedegruppe, men at han i
så fald bør have tæt forbindelse til en præst”.
Hvordan betragter du budskaberne og
åbenbaringerne fra begyndelsen og til i dag?
“Åbenbaringernes første år var præget af en resolut efterlevelse af
budskaberne. Jeg må sige, at folk oplevede åbenbaringerne med stor begejstring,
og at de tog budskaberne til sig og omsatte dem i handling sådan som Jomfru
Maria bad om det. Senere i tidens løb kom det dertil, at folk ventede på
budskabet og allerede dagen efter spurgte, om Jomfru Maria ikke havde sagt
noget nyt? Men hvordan kan vi forvente nye budskaber fra Jomfru Maria, når vi
ikke engang er begyndt at efterleve det, som hun fortalte os i går?!”.
“Vi må begynde at efterleve budskaberne, og først da kan Jomfru Maria igen give
os nye budskaber. Ellers går vi letfærdigt og uden omtanke hen over
budskaberne. Vi beundrer dem for, hvor smukke og vidunderlige de er. Når de
ikke er så smukke, er vi kede af det. Men denne sorg er kun øjeblikkelig, og
allerede næste dag føler vi ikke noget ansvar over for dette budskab. Vi
glemmer det hurtigt”.
“Jeg tror, at Jomfru Maria gennem budskaberne ønsker at lede os stadig mere og
stadig dybere – så snart vi har ført de budskaber, som hun allerede har givet,
ud i livet. For før vi har forstået og omsat de budskaber, som hun allerede har
givet, har vi endnu ikke nået et niveau, hvor hun kan give os et stærkere
budskab. Vi har ikke bygget noget fundament, som Jomfru Maria kan lægge noget
nyt ovenpå”.
“Vi må gøre os klart, at de budskaber, som Jomfru Maria giver, er meget
vigtige, og at det er vigtigt, at vi hjælper hende til at kunne virkeliggøre
sine planer med os alle. Jomfru Maria siger i et budskab: “Kære børn, jeg er hos jer, og jeg ønsker at hjælpe jer, så freden kan
komme, men jeg behøver jer, kære børn. Sammen med jer kan jeg virkeliggøre
freden, så beslut jer derfor for det gode, kære børn”. Dermed mener hun, at
vi i første række beslutter os for freden – for Gud, for Evangeliet, for dette
sande levende Ord, og at vi lever derefter”.
“Jomfru Maria har intet nyt sagt igennem disse 20 år, vi ved allerede det hele.
Vores kristne tradition og vores tro lærer os det. Spørgsmålet er kun i hvor
høj grad vi efterlever det, hvor stærkt vi har begrebet det. Fred, omvendelse,
bøn, faste og bod, den stærke tro, kærlighed og håb – det er budskaberne. Alt
dette stod os klart, også før Jomfru Maria kom hertil. Vi lever bare ikke efter
det, som står os klart”.
“Tit møder jeg mennesker, der spørger mig, hvorfor Jomfru Maria åbenbarer sig
så ofte. Hvad ønsker hun hele tiden af os? Så siger de, at Jomfru Maria er så
tavs i Evangeliet, hvorimod hun taler så meget her. På samme måde siger de
også: Vi har Kirken, Evangeliet, sakramenterne. Jeg siger: Ja, vi har Kirken,
Evangeliet, sakramenterne, men spørgsmålet er – og Jomfru Maria stiller os det
hver dag dette spørgsmål – om vi også lever efter det, som vi har?”.
“Det er det, der er nøglespørgsmålet: At vi begynder at efterleve det, som
Evangeliet lærer os og det, som hun fortæller os. Alt hvad Jomfru Maria siger,
fortæller hun os i det væsentlige igennem Evangeliet – blot på en så enkel
måde, at vi bedre kan begribe det og efterleve det”.
Har I talt med Jomfru Maria om det, at
hun er så udholdende med at give budskaberne på trods af, at de ikke bliver
tilstrækkeligt efterlevet?
“Det har vi aldrig talt direkte med Jomfru Maria om, og vi har heller ikke
spurgt om det. Folk er i dag sådan, at de altid må spørge om noget, altid må se
noget og overbevise sig selv om, at der foregår noget (i Medjugorje, red.) for derved at begynde at forandre sig. Folk
søger forskellige ydre tegn, men Jomfru Maria siger altid, at vi (alle kristne, red.) skal være et
levende tegn. Vi er i dag det levende tegn. Hvad skal vi så bruge andre tegn
til?”.
“Vi må blive levende tegn, det forlanger Jomfru Maria frem for alt af os.
Igennem alle 20 år har hun tålmodigt og vedholdende sagt det. Hun pålægger os
meget, som vi skal udrette gennem budskaberne og gennem alt hvad hun giver os.
Men vi går letfærdigt hen over disse ting, som om de slet ikke havde fundet
sted”.
“Jomfru Maria ønsker, at vi sammen med hende udvisker en række ting,
der ikke er gode for verden. For eksempel hemmelighederne.
Jeg er nogle gange bekymret for, hvad der vil komme – om bestemte
ting vil finde sted. For eksempel hvad angår sognet selv, der i begyndelsen
tog imod budskaberne, men siden kølnede af. Sognet har ikke fuldkommen
besvaret det kald, der ligger i at være udvalgt af Jomfru Maria. Måske
også på grund af præsterne, der i dag går igennem deres sværeste kriser”.
“Det største problem i dag er faren for, at præsterne fjerner sig fra Kirken.
Jeg kan stadig tydeligt huske, hvordan fader Ivan Dugandzic for 16 år siden
sagde, at det mest sørgelige ville være, hvis ingen kunne lede seerne og give
os åndelig vejledning”.
“For os alle – jeg taler i første række for mig selv – er det i dag
meget vigtigt, at vi foruden Jomfru Marias vejledning også har en
præst, der leder os. Om de andre kan jeg ikke sige noget. I de senere
år har fader Slavko vejledt
mig – nu har jeg fundet mig en anden præst, som jeg ikke kun taler
med under skriftemål, men sågar taler med to gange om ugen. Fader
Ivan Dugandzic understregede det for 16 år siden, og det var vigtigt
for os rent personligt”.
“I dag sker der så igen noget andet og nyt, hvor spørgsmålet rejser sig: Hvem
vil lede præsterne? I dag er denne krise på det materielle område, som for
tiden har grebet fat i præsterne, og det er helt sikkert ikke godt. Derfor må
Jomfru Maria sige til alle præster, til os seere og til os alle: “Kære børn, i denne verden er I pilgrimme,
der er på vej”. Derfor må vi tage denne advarsel om, at vi kun er
pilgrimme, alvorligt – og bestræbe os på at ændre os og gøre det, som Jomfru
Maria og Evangeliet kræver af os”.
Hvor vigtigt er mødet med Jomfru Maria
for dig?
“Jeg må sige, at igennem disse 20 år har hvert eneste møde med Jomfru Maria
været en ny oplevelse. Hun taler om de ting, som hun foretog sig i sit liv, og
igennem sine fortællinger forsøger hun at vise mig den vej, som jeg bør gå. Det
gælder særligt, når hun taler om min familie: Hvordan jeg bør opdrage børnene,
hvad jeg skal vise dem, og hvad jeg særligt bør passe på. Jeg kan kun
understrege igen og igen, at det er en sand skole: En skole i fred, kærlighed
og bøn”.
“Jeg venter med en særlig tålmodighed på hvert eneste møde med Jomfru Maria.
Jeg må sige, at jeg indvendigt er kommet Jomfru Maria så nær, at jeg slet ikke
kan beskrive det. Hun er for mig den anden Moder ved siden af min jordiske mor,
der opdragede mig igennem 16 år. Jomfru Maria har nu opdraget mig i over 20
år”.
“Når jeg taler om mødre, kan jeg sige, at begge mine mødre er særdeles gode
mødre. Begge mødre underviser, opdrager og ønsker det gode. Jeg vil aldrig
kunne takke Gud nok for den gave, som Han har givet mig, og jeg ved, at jeg
derfor har et stort ansvar over for Gud og over for mennesker. Jeg er parat til
at give selv mit liv for alt det, som Gud har skænket mig”.
Som seer har du indblik i begge verdener.
Hvordan opfatter du forskellene?
“Det er svært, meget svært, at sammenligne disse to forskellige realiteter.
Hver dag befinder jeg mig under åbenbaringen i en anden verden i cirka fem
minutter, og de resterende 23 timer og 55 minutter tilbringer jeg så i denne
verden. Det er svært at opstille en sammenligning mellem disse to verdener”.
“Nogle gange er det hårdt for mig, når åbenbaringen er forbi og dermed den
store glæde, der er forbundet med den. Når jeg igen er tilbage i denne verdens
realiteter, ser jeg det hele, og jeg spørger mig selv: Hvorfor kan jeg ikke
leve på samme måde i denne verden, som jeg har levet de fem minutter i
Himmelen? Men når jeg tænker en smule nærmere over det, begriber jeg den virkelighed,
som jeg lever i, og jeg ser, at det er sådan det må være”.
Når du betragter alt, hvad der er sket i
de forløbne år, hvordan ser du da dig selv i det, der er passeret?
“Jeg kan sige, at begivenhederne i Medjugorje har hjulpet mig til at udvikle en
moden personlighed i synet på livet og verden. Jeg rejser ofte verden rundt, og
hvor jeg end kommer hen, vil folk gerne vise mig seværdigheder. Af og til er
det ubehageligt for mig. Når man ser Jomfru Maria, Himmelen, englene, Sankt
Josef – så er livet her på jorden egentlig ikke længere så interessant”.
“Jeg har altid Himmelen foran mine øjne. Jeg har et billede af alt det, der er
sket i de forløbne år. Jeg forsøger at være et vidne og en missionær i den tid,
som jeg lever i – rent bortset fra, at jeg har en familie. Men også igennem
familien kan man opnå virkelig meget, måske endda mere end som præst. Begge er
sakramenter, men vi må se apostlen i dem begge. Hvilken lykke det ville være,
hvis der i dag var flere hellige familier, for igennem disse familier kunne
Jomfru Marias budskab blive udbredt langt lettere. Men desværre sker det kun
sjældent”.
Ivan, hvad ønsker du at sige til slut?
“Jeg må også i fremtiden forsøge at være et godt barn af Jomfru Maria. Trods de
mange vanskeligheder, som vi møder i livet, skal man gå videre ad den
hellighedens vej, som hun viser os”. |
|
Få automatisk besked om alle nyheder og
opdateringer.
Tilmeld dig vores nye nyhedsmail på forsiden af
Profetis hjemmeside på www.profeti.dk og klik på OK.
Foreningen Profeti udleverer ikke din e-mail adresse til andre.
|
|
